Hvalpeleg superviseret af adfærdsrådgivere

Tryg og guidet hvalpeleg er et kærligt fundament for din hvalps sociale liv

Hos Hvalpeskolen tilbyder vi guidet hvalpeleg.
Her får din hvalp mulighed for at lege trygt og sikkert med andre hvalpe, under kyndig og faglig vejledning af uddannede adfærdsrådgivere.

Hvalpeleg handler ikke bare om at “slippe hvalpene løs og håbe det går godt”.
For os handler det om at skabe rammer, hvor hvalpene får gode, positive erfaringer med andre hvalpe, hvor deres signaler bliver set og respekteret, og hvor legen får lov at foregå på en måde, der er tryg, balanceret og lærerig for alle parter.

Vi samler op til maksimalt 10 hvalpe ad gangen, og hvalpene bliver opdelt i mindre legegrupper. Grupperne sammensættes ud fra størrelse, alder, energi og legestil, så både de mere forsigtige og de mere frembrusende hvalpe får mulighed for at lege på en måde, der passer til netop dem. Det giver ro i maven –både for hvalpene og for jer som ejere.

Målet med hvalpeleg hos Hvalpeskolen er, at din hvalp:
– får gode, trygge oplevelser med andre hvalpe
– lærer at aflæse andre hundes signaler
– oplever, at egne grænser bliver respekteret
– får positive erfaringer med pauser, skift i leg og regulering af intensitet

Samtidig er hvalpelegen også for dig som ejer.
Du får et unikt indblik i:
– din egen hvalps legestil og signaler
– hvordan hunde kommunikerer med hinanden
– hvornår leg er god leg, og hvornår den er ved at blive for meget
– hvordan du kan støtte din hvalp i sociale situationer, både nu og senere i livet

Tidlige oplevelser med andre hunde har stor betydning for, hvordan din hund kommer til at have det i mødet med artsfæller senere. Hunde, der gentagne gange får overskredet deres grænser i leg, eller som oplever utrygge eller voldsomme møder, har øget risiko for at udvikle usikkerhed eller bekymring over for andre hunde. Det kan senere vise sig som gøen ad andre hunde på gåturen, kort lunte i møder, eller konflikter i hundeparker og sociale sammenhænge.

Ved at arbejde bevidst, roligt og respektfuldt med hvalpeleg, lægger vi et stærkt fundament for en hund, der tør være i relation med andre, uden at skulle forsvare sig, flygte eller “larme sig tryg”.

Som en ekstra bonus får du også adgang til et online kursus med et optaget webinar om “den gode hvalpeleg”. Her dykker vi endnu dybere ned i hundes kropssprog, signaler, pauser, legestile og hvordan du bedst støtter din hvalp i sociale situationer – også uden for hvalpelegen.

Hvalpelegen foregår indendørs i trygge rammer i Hundevelfærdscenteret på Bregnerødvej i Birkerød.

Legehold med ledige pladser:
7/3 kl. 10:00 – 10:45
25/4 kl. 11:30 – 12:15

Pris: 150,00 kr. pr. hvalp

Din hvalp er velkommen sammen med både “mor, far og børn”. Det er dog vigtigt, at der er ro omkring legen, så fokus kan være på hvalpene. Hvalpene er ikke kommet for at blive nusset af mennesker, men for at få en tryg, positiv og lærerig oplevelse med andre hvalpe.